Jeg har altid kunnet lide at køre. Ikke pendle, ikke sidde i kø – men køre. Landevej, småveje, motorvejens monotone rytme. Det der med at være i bevægelse.
Da jeg arbejdede som tourmanager i musikbranchen, kørte vi tusindvis af kilometer gennem Danmark og Skandinavien med gear i bagagerummet og søvnige musikere på bagsædet. Det var hårdt, men også noget af det mest levende, jeg har prøvet. Blikket ud gennem forruden, lyset der skifter i løbet af dagen, og fornemmelsen af, at man er på vej – og ved, hvad der skal ske.
I dag bor jeg i hus i Roskilde med min kone og to børn. Jeg har trailer og have, og det meste af min kørsel handler nu om at køre til genbrugspladsen med grene og jord, eller om at hente en ekstra pakke træ i Silvan. Og alligevel – eller måske netop derfor – elsker jeg stadig at køre. Elbilen kom til først, og så trækket. Og pludselig en dag var tanken der: Hvad nu hvis vi kunne tage den her rytme, det her tempo, med på ferie?
Min kone og jeg har tidligere været på roadtrips gennem Europa. Før børnene. Før campingvognen. Det var frihed – at kunne skifte mening, dreje fra, finde en sø vi ikke kendte, og vågne op et nyt sted næste morgen.
Så da vi begyndte at tale om ferie med børnene, føltes idéen om camping både som et skridt tilbage – og et skridt frem. Jeg har selv været på campingferie som barn, i lejede og lånte vogne. Jeg husker ikke rummene eller farverne, men jeg husker stemningen. Det trygge i at have sit eget lille hus med sig. Ikke skulle pakke ud og ind hele tiden. Og børnene – de fandt altid nogen at lege med.
Det er faktisk noget af det vigtigste for os. At der næsten med garanti er legeplads og børn i nærheden. At der ikke skal meget mere til, før børnene er glade. For os voksne handler det også om det modsatte – at der sker noget, at vi ikke ligger i en solseng en hel uge. Vi har brug for lidt af det hele. Og det er præcis det, camping giver: ro og bevægelse, faste rammer og ny udsigt hver dag.
Vi havde faktisk allerede haft en elbil – en lille Renault Zoe, som knap nok kunne dække turen fra Roskilde og hjem igen. Den fungerede, indtil den ikke gjorde. For så fandt vi vores drømmehus, og jeg kunne ikke længere cykle på arbejde. Vi skulle finde noget mere praktisk, men vi var ikke i tvivl: Det skulle stadig være en elbil.
Ikke fordi vi ville være frelste. Men fordi det føltes rigtigt. Hvis vi skulle investere i en ny bil, skulle det være noget, vi kunne køre i mange år uden at få dårlig smag i munden. Elbil var et bevidst valg – for klimaet, men også for os selv.
Valget faldt på en Tesla Model Y Standard Range. Ikke den med længst rækkevidde, men den med nok. Den har et BLADE-batteri fra BYD – fri for nikkel og kobolt, og med god ydeevne selv om vinteren. Vi har kørt 25.000 km med den nu, og batteriet har ikke tabt nævneværdigt.
Med campingvogn er rækkevidden noget andet. Den falder til det halve – eller mindre i bjerge. Til de fleste ture i Danmark og Sydsverige er det helt fint. Men i sommer går turen til Gardasøen – 1.500 km sydpå. Og det bliver spændende. Ikke skræmmende – bare nyt. Kan vi lade med vognen på? Fungerer det i praksis? Jeg tror det. Og jeg tror, det netop er der, det bliver interessant: Ikke at køre hele vejen i ét hug – men i etaper. Med pauser. Med rum til at trække vejret.
Jeg tror ikke, børnene kommer til at huske Gardasøen som sted. Ikke navnet på campingpladsen eller hvilken by, vi kørte gennem. De kommer til at huske stemningen.
At vi var sammen. At vi spiste is hver dag og havde pasta på tøjet. At vi hjalp hinanden med at pakke sammen og slå forteltet op. At de fik lov til at løbe over til legepladsen uden sko på, mens vi drak kaffe og snakkede om, hvad vi skulle næste dag.
For dem er det mest af alt poolen. Og det er helt fint. For mig er det noget andet. Det er at være tæt på dem. At mærke rytmen i familien. At lade tiden gå lidt langsommere – uden at den går i stå.
Vi planlægger både pooldage og turdage. For vi ved, vi ikke er typerne, der kan ligge stille en uge i træk. Der skal ske noget, men det må også gerne føles let. Og det er præcis det, camping giver: rum til rastløshed – uden at miste roen.
Når jeg sidder bag rattet, falder der en særlig ro over mig. Det er næsten som dengang jeg arbejdede med turnéer. Jeg har lagt en plan, sat GPS’en, gjort klar til næste stop. Jeg ved, hvor vi skal hen, og jeg ved, hvad vi gør, hvis vi ikke kommer derhen.